Relations specialisten

Lidt om Sapienta
Sapienta betyder visdom på latin. Navnet er valgt, fordi sunde relationer mellem mennesker kræver både visdom og viden. Visdom og viden om, hvordan de uundgåelige konflikter, der opstår mellem mennesker, kan håndteres, og visdom om, hvem vi er, og hvordan vi tager ansvar for vores egen del af relationen.
Jeg er optaget af at styrke venlighed og empati i alle relationer.
Rejsen hertil er formet af en tæt samvævning af personlige erfaringer og faglige indsigter.
Bag arbejdet i Sapienta ligger en bred faglig baggrund: socialpædagog, leder, cand.mag. i idéhistorie samt overbygningskurser i bl.a. neuroaffektiv terapi hos Marianne Bentzen. Jeg arbejder ressource orienteret, er uddannet i ICDP for ledere og LØFT.
Derudover har jeg gennemført supervisor- og konsulentuddannelse hos Peter Kofoed.
Jeg arbejder med en systemisk-narrativ tilgang til relationer, som ligger i tæt forlængelse af det neuroaffektive afsæt.
Mindfulness har været en del af min praksis siden 2004, bl.a. gennem undervisning hos Jes Bertelsen i Vækstcenter-regi. Jeg underviser grupper i mindfulness med fokus på nervesystemet og opmærksomhedstræning. Meditation og yoga er en integreret del af mit fundament og understøtter arbejdet med relationskompetence samt forståelsen af regulering af nervesystemet og dets betydning for relationer.
Jeg har opbygget solid ledelseserfaring gennem cirka 10 år i tidligere lederstillinger på dag- og døgninstitutioner for anbragte børn og unge samt gennem arbejde på krisecentre. Jeg har undervist i pædagogik og psykologi og holdt foredrag.
Vandring i bjergene er en vigtig praksis hvor jeg kan skifte perspektiv – også helt konkret og fysisk.
se også: https://www.linkedin.com/in/isabellepollet/
